Så er der nyt på trapperne

Krukkeforsamlingen ved fordøren var ved at se lidt træt og trist ud, men med en målrettet indsats blev der forholdsvist enkelt om men med lidt slæb pustet nyt liv i den. Flere af krukkerne havde det nemlig fortsat ganske fint, og med enkelte nye naboer lykkedes det at genskabe en hyggelig helhed, så fortrappen fortsat tager pænt og frodigt imod.

Den lyserøde Impatiens hybrid – Sunpatiens ® i den store krukke er ikke til at stoppe, så den er der ingen grund til at flytte rundt på. Det samme gælder den flade skål med pletter i luften, Muehlenbeckia complexa, der bare er blevet mere og mere frodig hen over sommeren. Den lilla hortensia, Hydrangea macrophylla, er til gengæld ved at indstille sig på efteråret, men den ældes så smukt, at den også sagtens kan være med endnu.

I efterårets krukkehave har genbrugsplanterne fået følgeskab af lyng, Calluna, og krysantemum, Dendranthema indicum, i rødlilla nuancer. Prydgræsser som den røde sort af lampepudsergræs, Pennisetum setaceum ’Rubrum’ er også en af de uundværlige planter i efterårskrukkerne.

Med i det gode selskab er også alpeviol, Cyclamen persicum. En plante, der almindeligvis bliver brugt som stueplante, men de knapt så storblomstrede arter er faktisk også alle tiders krukkeplanter i efterårsmånederne.

Driftsikre krukkeplanter

Nogle sommerblomster bliver plantet i krukkerne, og er smukke så længe det varer – men desværre ikke ret længe. Andre bliver plantet og står så nærmest i stampe det meste af sommeren. Og så er der dem, der bliver plantet og kvitterer med vækst, udvikling og blomstring hele sommeren. Hvis man mest er til sommerblomster i den sidste kategori – og det er jeg – er vortemælken Euphorbia ‘Diamond Frost’ med de bittesmå hvide blomster i tusindtal erfaringsmæssigt et godt bekendtskab. Det samme gælder Impatiens Sunpatiens – her sorten Sunpatiens Blush Pink – der til gengæld er et nyt bekendtskab her i haven.

Som introduceret her på bloggen i indlægget “Hvide blomster viser vej” den 30. maj har jeg nemlig i år for første gang prøvet at plante Sunpatiens i krukkerne. Her kommer en foreløbig planteanmeldelse, der falder ud til planternes fordel. Det øverste billede viser, hvordan krukkerne ser ud ud i dag. Det næste hvordan de tog sig ud sidst i maj. Man må sige, der er sket noget. Både Euphorbia ‘Diamond Frost, Sunpatiens og også den rødbladede Heuchera, der oven i købet er en genbrugsplante fra sidste års julekrukker, har udviklet sig imponerende.

Sunpatiens, der er en Impatiens krydsning, findes i en lang række farver fra bløde pasteller over den rent hvide Sunpatiens White Improved til deciderede pangfarver. Deres styrke er, at de tåler et meste – både sol og skygge, varme og fugtighed – og desuden ikke angribes af meldug, der ellers i øjeblikket er hård ved den traditionelle flittiglise, Impatiens walleriana.

Hvide blomster viser vej

Der er noget særligt ved hvide blomster, når aftenen falder på. Mens fx røde og blå blomster hurtigt bliver usynlige og forsvinder, ser det ud som om, de hvide lyser op, fordi de reflekterer det sparsomme lys. Det gør den slyngede sti af klippet græs, der fører ind i skyggen, hvor haven bliver til skov, til noget særligt lige nu, hvor den er kantet af hvide rododendron, azalea, Rhododendron Persil, og japansk snebolle, Viburnum plicatum og af hvide pinseliljer, der viser vej til en aftentur ind i skoven.

Nu er der stillet krukker med hvide sommerblomster på trappen, der fører op til indgangsdøren. Også her lyser de hvide blomster op, byder velkommen og viser vej.  De er lige plantet i krukkerne, så de mangler lidt fylde, men det skal nok komme inden længe med de takter, vejrudsigterne viser.

Den lille, fine brudeslør, der egentlig hedder mur-gipsurt på dansk eller Gypsophila muralis på latin, er en af mine krukkefavoritter, fordi den er så let og tusindblomstret.

I zink baljen til venstre står et eksperiment. Det er en ret ny og ikke særlig kendt hybrid af Impatiens – altså en nær slægtning til flittiglise, Impatiens walleriana – der går under navnet Sunpatiens, som ikke har været prøvet før her i haven. Den findes i mange farver og altså også denne rent hvide. Sunpatiens skulle udmærke sig ved at blomstre overdådigt hele sommeren og kunne tåle det meste – sol, halvskygge, regn og blæst – ligesom den ikke angribes af en ondartet svampesygdom, der hærger mange Impatiens for tiden. Det må prøves af, så fortsættelse følger.