Rødt løv i forårshaven

 

Blade i røde og gyldne nuancer er typisk noget, der forbindes med efterårshaven. Men jeg synes nu også, at rødt løv gør det ret godt i forårshaven. Der er noget med røde blade midt i alt det grønne, før stauderne for alvor viser farve, der bare kan noget særligt. Som den her japanske løn, Acer palmatum ‘Atropurpureum’ der har haft sine klimamæssige udfordringer men nu kommer fint igen midt i et af staudebedene.

 

I påskeklokkebedet er den snehvide silkepæon, Paeonia lactiflora ‘Shirley Temple’ dukket op. Sjovt nok ikke helt så uskyldsren i dette tidlige stadie, hvor de glødende rødgyldne blade danner en fantastisk kontrast til hvide påskeklokker, Helleborus, og de graciøse sommer-hvidblomme, Leucojum aestivum

 

Den rødbladede Heuchera er også god for lidt blikfang i det lysegrønne forår. Her plantet midt i alt ukrudtet langs en skyggefuld natursti mellem hvens niveauer. En tidligere krukkeplante, der kan lidt af hvert også i skyggefulde omgivelser.

Den broget bladede pieris, Pieris japonica, har også gang i noget lige nu, der i princippet slet ikke passer sig for det lysegule bed, hvor den er placeret. De nye skud er nemlig røde, som i virkeligt røde, og lyser betragteligt op i de ellers primært grønne omgivelser. Flot nu, og der skal nok komme ro på, når stauderne kommer i gang.

 

Påskeklokke bed i efterårs stemning

Bedet under den opstammede kristtorn har sin storhedstid, når påskeklokkerne blomstrer. Men det er nu også smukt nu, hvor oktober måned sætter sit præg på planterne og får helheden til at skifte farve.

Det gælder fx den smukke, hvidblomstrede silkepæon, Paeonia lactiflora ‘Shirley Temple’, der skifter bladenes grønne farve ud med flotte, dybt røde nuancer.

Og det gælder de forskellige Hosta’er i bedet, der alle er ved at finde lysende gule farver frem til bladene som afskedssalut, før de går under jorden for vinteren.

Inden længe over tager påskeklokkerne, Helleborus, hele scenen i bedet med store, blanke, mørkegrønne blade, der om nogle få måneder vil danne et beskyttende tag over blomsterknopperne, der skyder frem, når jeg har aller mest brug for det.

Paeoner i en måned

Nu er havens sidste pæon sprunget ud. Det er den smukke, hvide silkepæon, Paeonia lactiflora ‘Shirley Temple’, der som rosinen i pølseenden har foldet blomsterne ud af de fine, kuglerunde blomsterknopper efter en hel måned med pæonblomster. Den står lidt køligt og skyggefuldt under den opstammede kristtorn, så det er nok derfor, det trækker ud med blomstringen. Og heldigvis for det, for så er pæon sæsonen længere.

Sæsonen begyndte den 22. maj, da den hvide træpæon, Paeonia suffrutticosa, fyrede sit show af. Det er kort, hektisk og en lille smule overvældende, når busken, der er udpræget pindet, pludselig får kæmpe store, hvide blomster, der ser ud som om, de er lavet af store stykker silkepapir.

Så er der mere ro over den tibetanske træpæon, Paeonia potaninii, der fulgte efter aller sidst i maj. Den er mindre prangende men på mange måder mere charmerende med de små, nikkende teglfarvede blomster og kønt løv, der gør god fyldest i det gule staudebed i en lang periode både før og efter afblomstring. Jeg er meget glad for planten, som jeg faktisk har arvet, da min kusine skulle flytte og gravede et rodskud op til mig. Den breder sig lidt men på ingen måde ubehageligt med rodskuddene, og jeg har lige til min glæde konstateret, at der er et par nye på vej. der nok skal flyttes et andet sted hen i haven.