Paeoner i en måned

Billede

Nu er havens sidste pæon sprunget ud. Det er den smukke, hvide silkepæon, Paeonia lactiflora ‘Shirley Temple’, der som rosinen i pølseenden har foldet blomsterne ud af de fine, kuglerunde blomsterknopper efter en hel måned med pæonblomster. Den står lidt køligt og skyggefuldt under den opstammede kristtorn, så det er nok derfor, det trækker ud med blomstringen. Og heldigvis for det, for så er pæon sæsonen længere.

Billede

Sæsonen begyndte den 22. maj, da den hvide træpæon, Paeonia suffrutticosa, fyrede sit show af. Det er kort, hektisk og en lille smule overvældende, når busken, der er udpræget pindet, pludselig får kæmpe store, hvide blomster, der ser ud som om, de er lavet af store stykker silkepapir.

Billede

Så er der mere ro over den tibetanske træpæon, Paeonia potaninii, der fulgte efter aller sidst i maj. Den er mindre prangende men på mange måder mere charmerende med de små, nikkende teglfarvede blomster og kønt løv, der gør god fyldest i det gule staudebed i en lang periode både før og efter afblomstring. Jeg er meget glad for planten, som jeg faktisk har arvet, da min kusine skulle flytte og gravede et rodskud op til mig. Den breder sig lidt men på ingen måde ubehageligt med rodskuddene, og jeg har lige til min glæde konstateret, at der er et par nye på vej. der nok skal flyttes et andet sted hen i haven.